Ølstykke Skytteforening

Et rent pletskud



      

       



VEDTÆGTER FOR ØLSTYKKE SKYTTEFORENING, KREDS 11 

                                                                                                                                                                                              

         Skriv ud                                         

Ølstykke Skytteforening

DGI NORSJÆLLAND – KREDS 11

Stiftet den 13. februar 1971.

Medlem af DGI Nordsjælland under DGI.

Medlem af Dansk Skytte Union under Dansk Idræts Forbund (DIF).

Medlem af Ølstykke Idræts Union (ØIU) under Egedal Idrætsfællesskab (EIF).

§ 1.

Foreningens navn er Ølstykke Skytteforening, Kreds 11.

Foreningen er medlem af DGI Nordsjælland, der er tilsluttet DGI.

Foreningens hjemsted er Egedal kommune.

 § 2.

Foreningens formål er ved skydning som idræt og anden kulturel virke at fremme

det folkelige foreningsarbejde.

 § 3.

Foreningen optager såvel aktive som passive medlemmer. Passive medlemmer er

ikke-skydende støttemedlemmer, som har ret til at modtage information om

foreningens virksomhed og til at deltage i generalforsamlinger uden tale- og

stemmeret.

Aktive medlemmer optages ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen.

Bestyrelsen afgør inden 14 dage, om optagelse kan finde sted.

 § 4.

1. Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for

de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med

dens respektive formue.

2. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor

foreningen, ud over kontingentforpligtelsen.

3. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue

eller udbytte af nogen art.

 § 5.

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når den finder grund dertil. Et medlem,

der er ekskluderet, kan indenfor en tidsfrist af 8 dage fra eksklusionen, skriftligt

forlange kendelsen appelleret til en generalforsamling, der ved simpel

stemmeflerhed afgør, om eksklusionen skal stå ved magt.

Medlemmer, der ikke inden 8 dage efter bestyrelsens skriftlige påkrav erlægger

forfaldent kontingent, kan ekskluderes.

Eksklusion på grund af kontingentrestance kan ikke appelleres til en

generalforsamling.

Et medlems eksklusion meddeles straks til amtsforeningen.

 § 6.

Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse

forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde

våbenpåtegningen overfor et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som

helst årsag, ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.

 § 7.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Generalforsamling afholdes hvert år i december måned. Den indkaldes skriftlig

med angivelse af dagsorden, med mindst 14 dages varsel.

Det reviderede årsregnskab vedlægges indkaldelsen.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i

hænde senest 7 dage før.

Forslagsstillere skal være til stede på generalforsamlingen, enten personligt eller

ved fuldmagt og motivere deres forslag. I modsat fald kan forslaget ikke

behandles.

Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde:

1. Valg af dirigent og stemmetællere

2. Formandens beretning

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab samt budget for det kommende år

4. Indkomne forslag i.h.t. vedtægternes § 7

5. Forslag til næste års arbejde

6. Valg af bestyrelse:

a) Formand og kasserer

(Formand vælges i lige år, kasserer i ulige)

b) Bestyrelsesmedlemmer

7. Valg af fanebærer og fanevagt

8. Valg af 2 suppleanter

9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

10. Eventuelt

Kun fremmødte aktive medlemmer, der er fyldt 14 år, har stemmeret.

Medlemmer, der er i kontingentrestance, har ikke stemmeret.

Valgene skal være skriftlige, når mindst 1 medlem forlanger det.

Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for 2 år af gangen og udskiftes

ved, at 4 medlemmer går af på lige årstal, 3 på ulige.

Såfremt et bestyrelsesmedlem ønsker at fratræde bestyrelsen før en udløbet

valgperiode, kan bestyrelsen - såfremt der ikke er suppleanter til rådighed -

udpege en afløser for perioden frem til næste ordinære generalforsamling.

Medlemmer, der ikke er til stede ved generalforsamlingen, kan ikke uden forud

indhentet samtykke, indvælges i bestyrelsen.

 § 8.

Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller

pantsætning af fast ejendom, samt optagelse af lån, af den samlede bestyrelse.

 § 9.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når det findes påkrævet.

Bestyrelsesmøde skal afholdes, hvis 3 bestyrelsesmedlemmer forlanger det.

 § 10.

Ved alle møder og generalforsamlinger skal der føres protokol over vedtagne

beslutninger og andre vigtige forhold.

 

§ 11.

Kun generalforsamlingen kan ændre disse vedtægter.

Til vedtægtsændring kræves mindst 3/5 majoritet af de afgivne stemmer.

Opløsning af foreningen eller ændring af dens status kan kun finde sted, når 3/4

stemmer for, på 2 på hinanden følgende - med 30 dages mellemrum - lovligt

indvarslede generalforsamlinger.

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det

nødvendigt, og skal afholdes, når 1/5 af de aktive medlemmer indsender skriftlig

begæring herom til bestyrelsen.

 § 12.

Foreningens arbejds- og regnskabsår er 1. oktober – 30. september.

 § 13.

Bestyrelsen er ansvarlig for, at foreningens ejendele bliver opbevaret på en

forsvarlig måde.

Såfremt foreningen ophæves, skal dens ejendele og formue afleveres Skydebaneforeningen Nordsjælland.