I Ølstykke Skytteforening skyder vi ikke på traditionelle papskiver, som mange voksne måske husker fra deres ungdom. Dengang blev skiverne trukket frem og tilbage i loftet med snoretræk på motor, og skytterne måtte selv vurdere deres træffere ved at kigge på pappet. Den metode bruges stadig i flere klubber rundt omkring i landet, hvor papskiver er en fast del af træningen.

Hos os har vi derimod investeret i moderne teknologi og benytter digitale markeringsanlæg, nærmere bestemt det avancerede 3D Score-system fra MegaLink. Det betyder, at skytterne får præcis og øjeblikkelig feedback på deres skud, direkte på en skærm. Systemet registrerer placeringen af hvert skud med stor nøjagtighed og gør det nemt at følge sin udvikling og analysere resultaterne. Mange eliteskytter, benytter sig sågar af muligheden for at få et udskrift af nøjagtig placering af deres skud, hvilket er muligt på moderne teknologi.

Den digitale løsning skaber ikke kun bedre træningsmuligheder, men også en mere effektiv og engagerende oplevelse for både nye og erfarne skytter. Det er en del af vores ambition om at tilbyde tidssvarende faciliteter og gøre skydning tilgængelig og motiverende for alle.